Vedtægter

Vedtægter for Dannebrogriddernes Forening af 1888

NAVN OG HJEMSTED
§ 1
Foreningens navn er Dannebrogriddernes Forening af 1888.
Foreningens hjemsted er i København.

FORMÅL
§ 2
Foreningens formål er:
1. Primært at understøtte dannebrogridderes efterladte.
2. Sekundært at støtte efterladte ægtefæller efter modtagere af Den kongelige Fortjenstmedalje og Den kongelige Belønningsmedalje. Med ægtefælle sidestilles registreret partner og ugift samlever, hvor samlivet har varet mindst 2 år.
3. Tertiært at støtte almennyttige sociale og humanitære formål inden for Rigsfællesskabet.

Der kan inden for det primære formål navnlig ydes støtte til:
1. En dannebrogridders efterladte ægtefælle til underhold i form af engangsbeløb. Med ægtefælle sidestilles registreret partner og ugift samlever, hvor samlivet har varet mindst 2 år.
2. Efterladte umyndige børn til hjælp til deres uddannelse. Hjælpen udbetales til barnets værge.
3. Efterladte børn under 25 år, såfremt de måtte have behov for særlig støtte.
4. Udgifter til en dannebrogridders begravelse eller bisættelse.

Såfremt der efter opfyldelse af ansøgninger inden for det primære formål fortsat er frie midler til rådighed, kan foreningens bestyrelse vælge at imødekomme ansøgninger om støtte i form af engangsbeløb til underhold til personer omfattet af foreningens sekundære formål.

I alle vurderinger af hvorvidt en ansøgning omfattet af det primære eller det sekundære formål kan imødekommes, tages der udgangspunkt i ansøgerens økonomiske forhold.

Såfremt der efter tildeling af støtte omfattet af det primære og det sekundære formål fortsat er frie midler til rådighed, kan foreningens bestyrelse vælge at støtte almennyttige sociale og humanitære formål inden for Rigsfællesskabet.

MEDLEMMER
§ 3
Som medlem af foreningen optages enhver ridder af Dannebrogordenen (herunder indbefattet ordenens samtlige klasser) samt enhver ridder af Elefantordenen.
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til udløbet af et kalenderår.
Medlemmerne har intet ansvar for foreningens forpligtelser og er alene over for foreningen forpligtet til at betale kontingent.

KONTINGENT
§ 4
Ved indmeldelse i foreningen betales et indmeldelseskontingent, der fastsættes af generalforsamlingen.
Desuden kan generalforsamlingen beslutte, at der skal betales et årligt medlemskontingent.
Medlemmer, der tidligere har betalt et engangsbeløb, som har givet livsvarigt medlemskab, kan ikke pålægges et årligt medlemskontingent.

GENERALFORSAMLINGEN
§ 5
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingens beføjelser udøves dog af repræsentantskabet med de i § 6 nævnte begrænsninger.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert andet år i København i andet kvartal i ulige årstal.
Generalforsamlinger kan afholdes både fysisk og digitalt.
Repræsentantskabet kan beslutte afholdelse af ekstraordinære generalforsamlinger.
Indkaldelse til generalforsamlinger foretages af repræsentantskabets formand og offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, jf. § 9, med angivelse af dagsorden.

Dagsordenen for ordinære generalforsamlinger skal omfatte:

1. Valg af medlemmer af repræsentantskabet, jf. § 6.
2. Fastsættelse af indmeldelseskontingent.
3. Beslutning om eventuelt årligt medlemskontingent
4. Eventuelle forslag fra repræsentantskabet, bestyrelsen eller medlemmer, der skal vedlægges indkaldelsen.
5. Eventuelt

Forslag skal være foreningen i hænde senest 21 dage før generalforsamlingen. Forslag kan sendes til foreningens e-mailadresse, der fremgår af hjemmesiden.
Repræsentantskabets formand er dirigent på generalforsamlingen, med mindre generalforsamlingen beslutter andet. Dirigenten drager omsorg for, at der udarbejdes referat af hver generalforsamling og underskriver dette.
Et medlem, der ikke kan møde personligt til generalforsamlingen, men ønsker at afgive stemme kan udstede en fuldmagt. Fuldmagten skal udstedes til et andet medlem.
Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formanden for repræsentantskabets stemme afgørende.

REPRÆSENTANTSKABET
§ 6
Repræsentantskabet træder i generalforsamlingens sted som foreningens højeste myndighed,
bortset fra følgende:

Valg af medlemmer af repræsentantskabet, beslutninger om indmeldelseskontingentet og om et eventuelt årligt medlemskontingent, om ændring af foreningens vedtægter, om ændring af forholdene for særlige legater m.v. administreret af foreningen og om foreningens nedlæggelse.
Repræsentantskabet består af 30 medlemmer, der vælges for 6 år af generalforsamlingen. Medlemmerne af repræsentantskabet er inddelt i tre lige store grupper, hvoraf en afgår ved hver ordinær generalforsamling. Genvalg kan finde sted.
Når et medlem dør eller udtræder af repræsentantskabet, vælges på førstkommende ordinære generalforsamling et nyt medlem til at indtræde i den pågældende gruppe for dennes resterende valgperiode. Bestyrelsen kan i forening med repræsentantskabets formand udpege navngivne personer til at indtræde i repræsentantskabet i tilfælde af vakancer. Valget bekræftes i så fald på den første generalforsamling
efter indtrædelsen.
Repræsentantskabet vælger af sin midte en formand og en næstformand, der i tilfælde af formandens forfald træder i dennes sted.
Repræsentantskabet bestemmer selv sin forretningsorden.
Repræsentantskabet holder møde, når repræsentantskabets formand, et flertal af bestyrelsens medlemmer eller en tredjedel af repræsentantskabets medlemmer ønsker det. Ordinært møde skal afholdes hvert år i årets andet kvartal. Møder afholdes i København.
Indkaldelse til repræsentantskabets møder udsendes af repræsentantskabets formand senest 14 dage før mødets afholdelse, jf. § 9, med angivelse af dagsorden.
Repræsentantskabsmøder kan afholdes både fysisk og digitalt.

Dagsorden for ordinære møder skal omfatte:
1. Bestyrelsens beretning for det seneste år.
2. Forelæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse.
3. Beslutning om decharge for bestyrelsen.
4. Eventuelle forslag fra repræsentantskabets formand, bestyrelsen og medlemmer af foreningen.
Forslag skal være formanden for repræsentantskabet i hænde senest en uge før indkaldelse til mødet og vedlægges i indkaldelsen.
5. Eventuelt valg af medlemmer af bestyrelsen, jf. § 7.
6. Valg af revisor.
7. Eventuelt

Et medlem, der ikke kan møde personligt til repræsentantskabsmødet, men ønsker at afgive stemme kan udstede en fuldmagt. Fuldmagten skal udstedes til et andet medlem af repræsentantskabet.
Repræsentantskabet træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

BESTYRELSEN
§ 7
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges af repræsentantskabet blandt dettes medlemmer for 2 år.
Hele bestyrelsen er på valg ved de ordinære repræsentantskabsmøder i ulige årstal. Genvalg kan finde sted. I tilfælde af afgang er bestyrelsen bemyndiget til at supplere sig selv for den resterende del af valgperioden.
Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst tre af dens medlemmer deltager i beslutningen.
Bestyrelsens medlemmer vedbliver at være medlemmer af repræsentantskabet, men deltager ikke i afstemninger angående årsrapportens decision, meddelelse af decharge eller andre sager, hvis afgørelse kan medføre ansvar for bestyrelsen eller dens enkelte medlemmer.
Bestyrelsen vælger selv sin formand og afgør, hvorledes forretningerne skal fordeles mellem dens medlemmer.
Hvervet som medlem af eller formand for bestyrelsen er ulønnet.

BESTYRELSENS OPGAVER
§ 8
Bestyrelsen forestår foreningens administration og økonomiske anliggender, uddeler støtte i overensstemmelse med foreningens formål, jf. § 2, og har i det hele ledelsen af foreningen med forbehold for de kompetencer, der er henlagt til generalforsamlingen og repræsentantskabet.
Bestyrelsen fastsætter retningslinjer for ansøgninger om støtte.
Efter skriftlig aftale med repræsentantskabets formand kan bestyrelsen antage fast lønnet medhjælp.

INDKALDELSER OG MEDDELELSER
§ 9
Indkaldelser til generalforsamlinger og møder i repræsentantskabet offentliggøres på foreningens hjemmeside, jf. § 5 og 6.
Indkaldelser til generalforsamlinger og repræsentantskabsmøder kan ud over offentliggørelse på foreningens hjemmeside suppleres med indkaldelse via mail og/eller brev efter beslutning af repræsentantskabet formand og bestyrelsesformanden i forening.
Henvendelser til foreningen sendes til den adresse eller e-mailadresse, der er angivet på foreningens hjemmeside.

TEGNINGSREGLER
§ 10
Foreningen tegnes af repræsentantskabets formand og formanden for bestyrelsen i forening eller af en af disse i forening med et medlem af bestyrelsen.
De tegningsberettigede kan give en eventuel forretningsfører for foreningen, jf. § 8 sidste stk., fuldmagt til at trække på indeståendet på en bestemt angivet bankkonto, hvis indestående ikke må overstige det nødvendige til foreningens løbende udbetalinger.

FORENINGENS ØKONOMI
§ 11
Foreningens formue må ikke uden repræsentantskabets tilladelse bringes under kr. 500.000.

Foreningens formue kan helt eller delvist og i kombination anbringes
• Efter de regler der til enhver tid gælder for ikke erhvervsdrivende fonde.
• I UCITS godkendte investeringsforeninger med en aktieandel på maksimalt 60%.
• Kontant.

Foreningens indtægter – og om fornødent en del af formuen, jf. dog stk. 1 – anvendes af bestyrelsen til afholdelse af foreningens udgifter og til uddelinger til foreningens formål eller til henlæggelse til formuen.
Om anbringelse og anvendelse af de midler, der ved gave eller testamentarisk disposition er undergivet foreningens forvaltning, gælder de for disse midler fastsatte bestemmelser, indtil de efter generalforsamlingens beslutning og med fornøden offentlig godkendelse måtte blive ændret.

ÅRSRAPPORT OG REVISION
§ 12
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsrapporten revideres af den af repræsentantskabet valgte revisor, der skal være statsautoriseret revisor.

EKSKLUSION
§ 13
Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der trods påmindelse har været i restance med betaling af kontingent i mindst 3 måneder.
Forinden beslutning om eksklusion træffes, skal den pågældende have mulighed for at udtale sig.
Fortaber et medlem retten til sin orden ekskluderes vedkommende uden høring.

VEDTÆGTSÆNDRINGER
§ 14
Ændring af foreningens vedtægter kan besluttes af generalforsamlingen efter forslag enten af repræsentantskabet eller af mindst 30 medlemmer af foreningen.

FORENINGENS OPLØSNING
§ 15
Opløsning af foreningen kan besluttes af generalforsamlingen efter indstilling fra repræsentantskabet.
Repræsentantskabets indstilling skal være vedtaget med mindst 2/3 blandt samtlige medlemmer af repræsentantskabet.
Såfremt forslag om at nedlægge foreningen har opnået flertal på mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer af repræsentantskabet, kan dette flertal beslutte, at der skal indkaldes til et ekstraordinært møde i repræsentantskabet. Såfremt 2/3 af de fremmødte på dette møde stemmer for forslaget, er det vedtaget og forelægges for generalforsamlingen.
Et medlem, der ikke kan møde personligt til repræsentantskabsmødet, men ønsker at afgive stemme, kan udstede fuldmagt til et andet medlem af repræsentantskabet. Medlemmer, der er repræsenteret ved fuldmagt, anses for mødt.
Samtidig med en beslutning om at nedlægge foreningen skal der – efter samme fremgangsmåde – træffes beslutning om anvendelse af foreningens midler i overensstemmelse med foreningens formål eller et dermed beslægtet formål.

IKRAFTTRÆDELSE
§ 16
Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 23. november 2021 og træder i kraft
den 24. november 2021.
Med hensyn til den regnskabsmæssige ikrafttrædelse sker dette med virkning for regnskabsåret 2021 og dermed fra 1. januar 2021.
Samtidig ophæves foreningens hidtidige vedtægter, der er vedtaget på foreningens generalforsamling den 30. april 1889 med senere ændringer, senest den 17. november 2011 med ikrafttræden den 1. december 2011.

                     København den 23. november 2021

Michael Gregers Larsen                   
Formand for repræsentantskabet
og dirigent på generalforsamlingen

Peter Vinther Christensen
Formand for bestyrelsen